Spring navigation over

Den amerikanske højesteret har netop kendt store dele af Trumps toldmure ulovlige. Det er en historisk afgørelse, der kan få stor betydning for 2026.

Det var i grove træk som ventet, at kendelsen ville gå denne vej. Derfor ser vi ikke en voldsom reaktion på finansmarkederne, hvor vi dog ser aktieinvestorerne, tager positivt imod signalerne, mens rentekurven stejler yderligere. Der er dog ikke tale om voldsomme bevægelser. Men ikke desto mindre er det en historisk kendelse, der allerede nu får stor betydning for virksomhederne og forbrugerne. 

Institutionerne sætter grænser

Det kan også få stor betydning for den kommende tid. Vi ser nu, at de amerikanske institutioner vågner op til dåd og begrænser Trump. Langt om længe fristes man til at sige. 

Det betyder, at Trump nu kun i begrænset og midlertidigt omfang kan pålægge told. Alternativt skal han igennem procedurer, der kan tage måneder. Det kan være gennem Kongressen, hvor han næppe får stor opbakning til flere toldmure i et valgår.

Mindre usikkerhed for investorerne

Det betyder også, at investorerne ikke længere på samme måde skal sidde på nåle i forhold til sene tweets og trusler fra Trump. Det er en ubetinget god nyhed i vores optik. 

Det har samtidig været forventet, at et nederlag til Trump ville betyde de opkrævede toldpenge skulle refunderes til de ramte virksomheder. Det er dog endnu uafklaret i den kendelse vi har fået, så usikkerhed er der fortsat masser af.

Trump har som ventet reageret

Kort tid efter beslutningen fra Højesteret besluttede Trump at indføre en ny told på 15 procent på stort set alle lande. Det kommer ikke som en større overraskelse for os, at Trump ikke lægger stridsøksen i skuffen. Den nye told har givet fornyet usikkerhed på finansmarkederne, hvor aktierne kom i modvind. Samlet set ændrer den nye told ikke væsentligt på tolden på europæiske varer, der i forvejen lå på 15 procent.