Spring navigation over

Cyberkriminalitet er en voksende trussel for danske virksomheder. Svindlerne bliver mere professionelle, og deres metoder mere overbevisende.

De udnytter enhver mulighed for at få adgang til virksomhedens penge, data og systemer – og det kan ske hurtigt og uden varsel.

Sådan arbejder svindlerne

Digitale bedragere udgiver sig ofte for at være nogen, I normalt ville have tillid til – fx politiet, banken, en samarbejdspartner eller jeres egen ledelse.

De kontakter jer typisk via telefon, e-mail eller sms og skaber en situation, der kræver hurtig handling.

Eksempler på svindelmetoder

  • En "betjent" ringer og advarer om et hackerangreb – og beder jer overføre penge til en "sikker konto"
  • En "direktør" sender en e-mail med krav om en hastende betaling
  • En "IT-supporter" tilbyder hjælp til at opdatere jeres systemer – og beder om fjernadgang
  • En "samarbejdspartner" sender en faktura med ændrede kontooplysninger

    Fælles for metoderne er, at de spiller på tillid, tidspres og manglende procedurer.

Webinar med cybersikkerhedsekspert Jens Myrup Pedersen

Den 1. maj afholdt vi et velbesøgt webinar om cybersikkerhed med Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet.

Jens Myrup Pedersen er en af Danmarks førende eksperter på området og har deltaget i en lang række danske og europæiske forskningsprojekter.

Han er kendt for sin evne til at formidle komplekse emner på en letforståelig måde.

Under webinaret understregede Jens Myrup Pedersen:

Når et cyberangreb lykkes, skyldes det tit andet end tekniske svagheder – men ofte, at mennesker bliver manipuleret. Det er adfærd, ikke teknologi, der udgør den største sårbarhed.

Jens Myrup Pedersen

Professor i Cybersikkerhed, Aalborg Universitet

Derfor er det afgørende, at virksomheder arbejder med både tekniske løsninger og medarbejdernes digitale adfærd.

Cybersvindel rammer, når I mindst venter det

Svindel sker ofte i situationer, hvor opmærksomheden er lav – fx ved travlhed, sygdom, vagtskifte eller onboarding af nye medarbejdere. Det er netop dér, hvor rutiner og kontroller kan blive overset, og hvor svindlerne har størst chance for at lykkes.

Sådan beskytter I jer

Der er flere enkle og effektive tiltag, I kan tage allerede i dag:

  • Tal åbent om svindel og cybersikkerhed i virksomheden
  • Indfør klare procedurer for godkendelse af betalinger
  • Sæt dagsmaks for overførsler i Online Banking
  • Brug to-trinsgodkendelse og involver flere personer ved større transaktioner
  • Vær skeptisk over for hasteanmodninger – især uden for normale arbejdsgange

    Kontakt banken med det samme, hvis noget virker mistænkeligt.

Indsigter fra Sydbanks sikkerhedsafdeling

Under webinaret med Jens Myrup Pedersen modtog vi en række relevante spørgsmål fra virksomheder.

Her er nogle af de vigtigste pointer, som Sydbanks sikkerhedsafdeling fremhævede i deres svar:

  • Backup er afgørende – også for webbaserede systemer
  • Phishing skal håndteres både før og efter klik
  • Awareness-træning er vigtig ved onboarding
  • En beredskabsplan bør indeholde kriseledelse, kommunikation og recovery
  • TikTok frarådes generelt på arbejdsenheder
  • Cloud-sikkerhed afhænger af leverandørens dokumentation og standarder
  • Cyberforsikringer kan være værdifulde – men bør ses som supplement
  • Den geopolitiske situation har øget trusselsniveauet mod danske virksomheder

Vil I vide mere?

På sydbank.dk/erhverv/svindel finder I konkrete råd og vejledninger om, hvordan I bedst beskytter jer mod digitale trusler.

I er også altid velkomne til at tage fat i jeres rådgiver – vi hjælper gerne med at gennemgå jeres opsætning og finde den rigtige sikkerhedsløsning til netop jer.

Se webinaret herunder og få indblik i, hvordan I bedst beskytter jeres virksomhed mod digitale trusler – med konkrete råd og perspektiver fra cybersikkerhedsekspert Jens Myrup Pedersen