Spring navigation over

Den danske eksport af møbler er i årets første seks måneder steget med fire procent til 10,3 milliarder kroner. Den lille fremgang kommer efter, at møbeleksporten ellers har været inde i en udfordrende periode i kølvandet på coronapandemien. Vi ser som udgangspunkt gode muligheder for, at møbeleksporten fortsat vil befinde sig på et lidt mere stabilt leje i den kommende periode.

Efter et par år med modvind på eksportmarkederne bliver der igen solgt flere danske møbler udenfor landets grænser.

I de første seks måneder af 2025 beløb møbeleksporten sig således til 10,3 milliarder kroner, hvilket svarer til en fremgang på fire procent i forhold til samme periode sidste år.

Den seneste stigning kommer efter, at møbeleksporten faldt mærkbart i løbet af 2023 og 2024, hvor forbrugerne på de største eksportmarkeder udviste stor tilbageholdenhed.

Med til historien hører dog også, at møbeleksporten steg meget kraftigt under og umiddelbart efter coronakrisen, hvor forbrugerne i store dele af den vestlige verden brugte ekstraordinært mange penge på ting til hjemmet.

Den stigende udvikling i møbeleksporten i første halvår er bredt funderet på tværs af branchens vigtigste markeder.

Møbeleksporten til det største marked, Tyskland, er steget med ni procent til 1,8 milliarder kroner i årets første seks måneder.

Samtidig er møbeleksporten til Norge steget med seks, mens eksporten til Sverige er steget med otte procent i første halvår.

De europæiske forbrugere er afgørende

En del af møbeleksporten dækker over møbler, der bliver solgt til udenlandske hoteller og andre virksomheder, men mange møbler ender også i sidste ende ude hos forbrugerne på eksportmarkederne. Derfor bliver møbelbranchen i høj grad påvirket af udviklingen i købekraften og stemningen hos forbrugerne på de europæiske nærmarkeder.

Heldigvis er købekraften i fremgang hos de europæiske forbrugere for tiden. Handelsuro og geopolitisk usikkerhed tynger dog humøret hos forbrugerne i mange lande. Derfor forventer vi ikke, at vi står over for en kraftig stigning i møbeleksporten. Vi ser dog som udgangspunkt gode muligheder for, at møbeleksporten vil indfinde sig på et lidt mere stabilt leje i den kommende periode.

De seneste tal for produktionen og ordreindgangen i møbelindustrien peger ligeledes på, at branchen har bevæget sig ind i en lidt mere stabil periode efter nogle meget turbulente år.