Spring navigation over

Både i industrien og blandt landets handelsvirksomheder befinder indtjeningen sig på et lidt lavere niveau end i de foregående år. Til gengæld er der fremgang at spore i bygge- og anlægsbranchen. Det viser den seneste udvikling i Sydbanks Indtjeningsbarometer, der er baseret på ca. 700 regnskaber for første halvår 2025, som vi har modtaget fra Sydbanks erhvervskunder.

De seneste måneder har vi modtaget en lang række halvårsregnskaber fra et bredt udsnit af Sydbanks erhvervskunder. Derfor er vi efterhånden klædt godt på til at gøre midtvejsstatus på resultatudviklingen i det indeværende regnskabsår.

Vores gennemgang af regnskaber vidner overordnet set om et erhvervsliv, der klarer sig nogenlunde. Det går ikke dårligt, men der er uden tvivl også virksomheder, der nok godt kunne tænke sig, at der var lidt mere gang i salget, og at tallene på bundlinjen var lidt større.

Industrien er fortsat ramt af afmatning

For at få et bedre billede af resultatudviklingen hos virksomhederne i vores analyse, har vi udarbejdet et indtjeningsbarometer, der viser det aktuelle indtjeningsniveau inden for tre store brancher: Handel, industri samt bygge & anlæg.

Mere konkret indikerer vores indtjeningsbarometer driftsindtjeningen i første halvår 2025 i forhold til det historiske niveau for branchen (læs mere i faktaboksen nederst på siden).

Hvis vi indledningsvist ser nærmere på industrien, så indikerer vores indtjeningsbarometer, at industrivirksomhedernes driftsindtjening befandt sig lidt under det historiske niveau i årets første seks måneder. Det kommer efter, at mange industrivirksomheder også oplevede, at indtjeningen befandt sig på et afdæmpet niveau i 2024.

I vores optik afspejler den beherskede indtjeningsudvikling blandt industrivirksomhederne, at flere af de europæiske nærmarkeder fortsat er ramt af afmatning. Det gælder i særdeleshed Tyskland, der aftager en betydelig del af de danske industrivirksomheders eksport. 

Samtidig er flere danske virksomheder direkte eller indirekte påvirket af Donald Trumps tolduro. Da tolduroen først for alvor blussede op i april, er vi dog indtil videre varsomme med at drage håndfaste konklusioner om dens betydning for indtjeningsniveauet i industrien og det øvrige danske erhvervsliv.

Vi er generelt ganske fortrøstningsfulde, når det gælder udsigterne for de danske industrivirksomheder. Mange industrivirksomheder står stærkt i den internationale konkurrence.

Desuden er de danske industrivirksomheder gode til at gribe nye muligheder. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at flere industrivirksomheder bevæger sig ind på forsvarsområdet, hvor der både i Danmark og på internationalt plan bliver investeret massive summer i disse år.

Hård konkurrence kan aflæses på indtjeningen hos detailbutikker og bilforhandlere

I lighed med industrivirksomhederne har driftsindtjeningen hos landets handelsvirksomheder befundet sig lidt under det historiske niveau i årets første seks måneder. Dermed vidner vores indtjeningsbarometer om, at en behersket for-brugslyst fortsat er med til at lægge en dæmper på handelsvirksomhedernes indtjening.

Den nuværende indtjeningsudvikling hos landets handelsvirksomheder står i skarp kontrast til situationen i 2021 og begyndelsen af 2022, hvor mange handelsvirksomheder oplevede en høj indtjening.

På det tidspunkt nød mange detailhandelsvirksomheder godt af, at forbrugerne var meget villige til at spendere penge på møbler, elektronik og andre fysiske varer. Den situation ændrede sig dog i løbet af 2022, hvor stigende inflation ramte forbrugernes købekraft hårdt.

Siden da er inflationen kommet under kontrol, og danskernes købekraft er steget mærkbart det seneste år. I halvårsregnskaberne fra Sydbanks erhvervskunder ser vi da også små indikationer på, at nogle detailhandelsvirksomheder oplever en mere stabil efterspørgselssituation. Der er dog ingen tvivl om, at konkurrencen fortsat er hård i detailhandlen, hvilket er med til at lægge en dæmper på indtjeningen.

Det er ikke kun detailbutikkerne, der mærker, at kampen om forbrugerne kan være hård. Landets bilforhandlere er også blandt de handelsvirksomheder, der oplever en intens konkurrence for tiden.

Den hårde konkurrence blandt bilforhandlerne kommer tydeligt til udtryk ved den faldende prisudvikling på både nye og brugte biler. De faldende priser er godt nyt for forbrugere på biljagt, men for bilforhandlere har det medført lavere avancer end tidligere. Der sker i øjeblikket så store forandringer i bilbranchen, at vi er tilbageholdende med at spå om den fremtidige konkurrencesituation for de danske bilforhandlere.

For det samlede handelsliv er det dog positivt, at forbrugerne i Danmark og på de europæiske nærmarkeder oplever fremgang i reallønnen for tiden. Det giver som udgangspunkt gode muligheder for lidt mere medvind til mange handelsselskaber i den kommende periode. Vi må dog samtidig erkende, at lav forbrugertillid kan være med til at lægge en dæmper på forbrugslysten.

Fremgang i bygge- og anlægsbranchen

Mens indtjeningsbarometeret for både industri og handel vidner om en afdæmpet indtjeningssituation, ser det bedre ud hos landets bygge- og anlægsvirksomheder.

Indtjeningsbarometeret for bygge- og anlægsbranchen viser nemlig, at branchens indtjening i første halvår 2025 befandt sig lidt over det historiske niveau for branchen. Dermed understøtter indtjeningsbarometeret vores vurdering af, at der generelt har indfundet sig lidt mere stabilitet i bygge- og anlægsbranchen efter nogle turbulente år.

Den mere stabile udvikling skyldes blandt andet, at materialepriserne har indfundet sig på et lidt mere stabilt leje efter en periode med store udsving, der skabte usikkerhed. Dertil har et lavere renteniveau været med til at puste lidt mere liv i byggelysten.

indtjening