Vi har set nærmere på de seneste regnskaber fra over 12.000 virksomheder. Vores analyse viser blandt andet, at lidt over halvdelen af landets virksomheder kom ud af 2024 med fremgang på bundlinjen, hvilket vidner om et erhvervsliv i god form. Der er dog stor forskel på resultatudviklingen i de enkelte brancher. Eksempelvis kan et flertal af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen fremvise fremgang på bundlinjen, mens flere bilforhandlere er ramt af tilbagegang.
De danske virksomheder er overordnet set i god form. Det viser vores analyse af regnskaberne fra over 12.000 virksomheder med mindst ti ansatte.
Vores analyse viser blandt andet, at 52 procent af virksomhederne kom ud af 2024 med fremgang i årets resultat. Samtidig er andelen af virksomheder med røde tal på bundlinjen faldet. Det var således 21 procent af virksomhederne, der kom ud af 2024 med underskud, mens andelen lød på 24 procent i 2023.
Fremgang i bygge- og anlægsbranchen
Den styrkede resultatudvikling i dansk erhvervsliv afspejler, at dansk økonomi generelt klarede sig fornuftigt i 2024. Dykker vi lidt længere ned i regnskabstallene er det dog tydeligt, at der er nogle brancher, der har klaret sig bedre end andre.
Helt i toppen over brancher med fremgang finder vi virksomheder inden for udgivelse af software, bøger, film mv., hvor det er 58 procent af virksomhederne, som kan fremvise en bundlinje, der er bedre end året forinden.
Højt på listen ligger også virksomheder med aktiviteter inden for fast ejendom, hvor 56 procent af virksomhederne kan fremvise fremgang på bundlinjen. Foruden ejendomsudlejning omfatter denne branche blandt andet også ejendomsmæglere, der i vid udstræk har nydt godt af et stigende aktivitetsniveau på boligmarkedet.
Der er ligeledes fremgang at spore i bygge- og anlægsbranchen, hvor 53 procent af virksomhederne har formået at løfte bundlinjen. Denne udvikling hænger formentlig sammen med, at der kom en smule mere gang i nybyggeriet i 2024 efter en markant opbremsning i de foregående år. Derudover har en mere stabil udvikling i materialepriserne generelt gjort det nemmere for bygge- og anlægsvirksomhederne at styre omkostningerne.
Tilbagegang i dele af industrien
Blandt hoteller og restauranter er det 54 procent af virksomhederne, der kan fremvise et forbedret årsresultat. Fremgangen skal nok blandt andet tilskrives, at danskerne har skruet lidt mere op for privatforbruget det seneste år, om end der fortsat ikke er tale om et højt niveau.
I detailhandlen er der også en lille overvægt af virksomheder – 51 procent – med fremgang på bundlinjen. Den lille fremgang kommer efter, at detailhandlen ellers i vid udstrækning har været ramt af tilbageholdende forbrugere i kølvandet på de for branchen gode år under og umiddelbart efter coronapandemien.
Mens der har været fremgang i flere brancher med salg til de danske forbrugere, vidner vores regnskabsanalyse dog om, at flere dele af industrien har været ramt af afmatning. Det gælder blandt andet i maskinindustrien, hvor blot 45 procent af virksomhederne kan fremvise fremgang på bundlinjen. På samme vis er det kun 47 procent af virksomhederne i metalindustrien, der har fremgang på den nederste linje i resultatopgørelsen.
Mange metal- og maskinvirksomheder er meget afhængige af udviklingen på de europæiske nærmarkeder, herunder især Tyskland, hvor økonomien har befundet sig i slæbesporet de seneste år. Derfor er det bestemt positivt for virksomhederne i denne del af industrien, at den nye tyske regering vil investere massivt i forsvar, infrastruktur og andre tiltag i de kommende år.
Møbelindustrien har i lighed med detailhandlen også været ramt af tilbageholdende forbrugere i både Danmark og på eksportmarkederne de seneste år. Vores regnskabsanalyse vidner om, at flere møbelvirksomheder fortsat kæmper med at skabe fremgang på bundlinjen, da blot 46 procent af virksomhederne i denne del af industrien kan fremvise fremgang på bundlinjen.
Hård konkurrence rammer bundlinjen hos mange bilforhandlere
En anden del af dansk erhvervsliv, der oplever udfordrende markedsvilkår for tiden, er landets bilforhandlere, hvor kun 42 procent af virksomhederne kan fremvise fremgang i årets resultat.
Den relativt lave andel af bilforhandlere med resultatfremgang skal nok blandt andet tilskrives den hårde priskonkurrence, der er på bilmarkedet for tiden. Den hårde konkurrence er godt nyt for danskere på biljagt, men for flere forhandlerne har det medførte lavere avancer og nedskrivninger på lagerbiler. Derudover undergår bilmarkedet generelt store forandringer i disse år, som bilforhandlere skal navigere i. Branchen er under konsolidering, ligesom forhandlerne skal forholde sig til en øget interesse for privatleasing.
Historisk robuste virksomheder
Selvom dele af dansk erhvervsliv er ramt af udfordringer, vidner vores regnskabsanalyse generelt om et erhvervsliv, der fremstår robust og i god form.
Robustheden i dansk erhvervsliv kommer blandt andet til udtryk, når man ser på udviklingen i virksomhedernes soliditetsgrad, der er et godt mål for den finansielle styrke i en virksomhed. På tværs af brancher havde den typiske virksomhed en soliditetsgrad på 40 procent ved udgangen af 2024, hvilket er et historisk højt niveau. Den høje soliditet betyder, at de danske virksomheder som udgangspunkt er godt rustet til at håndtere den usikkerhed, der desværre kendetegner verden for tiden.























