Spring navigation over

Der er stadig udsigt til lavere renter. Det gælder især i USA, men også i eurozonen kan renterne falde lidt mere.

Selvom renterne ikke har rykket sig meget, er der stadig gode chancer for, at vi får flere rentenedsættelser. Det vil især kunne mærkes, hvis du har lån med variable renter.

Nye tegn på lavere rente i USA

I USA er der meget, der peger på, at renten skal ned. Ved det seneste rentemøde holdt centralbanken (Fed) renten i ro, men to medlemmer stemte for en rentenedsættelse. Kort efter kom der en svag jobrapport, som viser, at arbejdsmarkedet er ved at gå i stå. Det fik mange investorer til at tro på en rentenedsættelse allerede til september.

"Vi har længe haft en forventning om, at Fed sætter renten ned i september – og det holder vi fast i," siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Han tilføjer:

"Historisk set går det stærkt, når først Fed begynder at sænke renten. Derfor mener vi, at risikoen snarere er, at der kommer flere rentenedsættelser, end færre."

ECB er ikke helt færdig

I Europa har Den Europæiske Centralbank (ECB) sat rentenedsættelserne på pause. Men det slutter ikke her.

"Inflationen er tæt på målsætningen på 2 pct., og samtidig er væksten i eurozonen meget lav. Det giver plads til, at ECB kan sænke renten yderligere," siger Søren Kristensen.

Næste rentenedsættelse kan komme allerede i december – og endnu en i 2026.

"ECB’s egne prognoser viser, at inflationen bliver for lav i de kommende år. Det er et klart tegn på, at renten skal længere ned," siger han.

Små bevægelser i de lange renter

De lange renter har ligget næsten stille. Men de kan godt stige en smule det næste år. Det skyldes blandt andet store investeringsplaner i Tyskland og stigende bekymring for den amerikanske gæld.

"Vi forventer, at de lange renter trækker lidt opad. Men ikke nok til, at det vil ændre billedet markant for boliglån med fast rente," siger Søren Kristensen.

Hvad betyder det for dig?
  • Har du lån med variable renter, kan du få glæde af lavere renter det næste år.
  • Har du fastforrentet lån, bliver der nok ikke ændret meget.