Spring navigation over

EU og USA har krydset klinger i en ny handelsstrid. Mange mener, at Trump slap bedst fra forhandlingerne, men ser man nærmere efter, står amerikanerne tilbage som de største tabere.

Toldmure rammer amerikanske forbrugere hårdest

Som en del af den nye aftale har USA indført en toldmur på 15 pct. på varer fra Europa. EU har valgt ikke at svare igen med tilsvarende told. Det kan faktisk være en fordel for europæerne.

Erfaringer fra Trumps første periode – særligt under handelskrigen med Kina – viser nemlig, at amerikanerne selv betaler langt det meste af tolden. Ifølge cheføkonom Søren Kristensen kan det i øjeblikket være helt op mod 90 pct., fordelt mellem lavere indtjening hos importørerne og højere priser for forbrugerne.

"I mine øjne slap EU bedst fra armlægningen med USA, fordi toldmurene rammer amerikansk økonomi langt hårdere end den europæiske," siger cheføkonom Søren Kristensen.

Hvorfor USA ikke kan undgå regningen

I mange tilfælde er der en grund til, at USA importerer varerne. Enten bliver de slet ikke produceret i landet, eller også er de amerikanske alternativer dyrere. Derfor har amerikanske virksomheder ikke mange andre muligheder end at betale tolden selv og sende så meget som muligt videre til forbrugerne. Det presser økonomien og øger inflationen – og det sker i en tid, hvor mange amerikanske husholdninger allerede er under pres.

EU kan ende med lavere priser

Toldmurene gælder ikke kun europæiske varer, men også varer fra store dele af verden. Det vil dæmpe den amerikanske efterspørgsel, og nogle af de varer vil søge andre markeder – heriblandt Europa.

"Forleden fik jeg en mail fra en butik, hvor jeg har købt vin før. De havde fået fingre i nogle ekstraordinært billige italienske flasker, som ellers skulle have været sendt til USA. Nu kunne de blive i Europa på grund af toldmurene – et meget konkret eksempel på, hvordan udbuddet kan stige og priserne falde," fortæller Søren Kristensen.

Mere handel internt i Europa

Selvom eksporten til USA kan falde, kan EU i høj grad kompensere ved at styrke handlen internt. Den interne handel i EU er nemlig omkring 10 gange så stor som samhandlen med USA. En stigning i den interne handel på bare 1 pct. kan opveje et fald i eksporten til USA på 10 pct.

Til gavn for europæiske virksomheder og forbrugere

Set overordnet er amerikanerne de største tabere af toldmurene. EU’s afventende linje kan tværtimod betyde lavere priser og et større fokus på handel internt i Europa – til gavn for både virksomheder og forbrugere.