Novo Nordisks nedjustering dæmper vækstudsigterne, og en ny handelsaftale med USA lægger ekstra pres på eksporten. Forbrugerne holder stadig igen, selvom der er penge på lommen.
Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen peger på, at der stadig er lyspunkter – men også klare risici.
Novo trækker væksten ned
Dansk økonomi voksede i foråret, men udsigterne er blevet en smule dårligere. Årsagen er især Novo Nordisks nedjustering, som dæmper eksporten.
”De senere år har medicinalindustrien alene løftet væksten med omkring halvandet procentpoint. Fremover regner vi kun med et bidrag på det halve,” siger Søren Kristensen.
Sydbank forventer nu en vækst i dansk økonomi på 1,6 pct. i 2025 og 1,7 pct. i 2026.
Forbrugerne holder igen
Selvom danskerne har haft stigende indkomster og høj købekraft, holder de fortsat igen med forbruget.
”Vi ser, at danskerne sparer rigtig meget op. De bruger 90 kroner, hver gang de tjener 100. Det er langt under det normale,” siger Søren Kristensen.
Det rejser naturligvis spørgsmålet, hvad der får forbrugerne til at trække i håndbremsen. Negative avisoverskrifter omkring told, krig og Trump er en del af årsagen.
Han peger også på stigende fødevarepriser som en forklaring: ”Når prisen på smør og oksekød stiger, oplever mange, at inflationen er højere, end den egentlig er. Det lægger en dæmper på forbrugertilliden.”
Afgiftslempelser og skattelettelser på vej
Regeringen forsøger at få danskerne til at bruge flere penge ved at lempe afgifter. Elafgiften fjernes i 2026 og 2027, og det vil give en typisk familie en besparelse på omkring 3.600 kr. om året.
”Det kan give lidt ekstra luft i økonomien, men den største effekt kan blive, at det styrker forbrugertilliden. Hvis forbrugerne slipper håndbremsen, kan væksten overraske positivt,” siger Søren Kristensen.
Told giver usikkerhed
EU og USA har indgået en ny handelsaftale med 15 pct. told på europæiske varer. Det er højere end ventet. Vi forventer, at toldforhøjelsen kun får en begrænset effekt på økonomien. Mange af de største danske virksomheder har produktion i USA og rammes derfor mindre. Til gengæld kan SMV’er uden lokal produktion opleve modvind fra både told og en svagere dollar. Hovedparten af virksomhederne vil dog kunne sende en del af regningen videre.
Den største effekt forventer vi, kommer gennem vores eksportafhængighed til Europa - og særligt Tyskland. Tyskland har en stor bileksport til USA, som må formodes at blive negativt påvirket af toldforhøjelserne.
Boligpriserne stiger fortsat
Trods usikkerheder i økonomien stiger boligpriserne fortsat – især i København, hvor ejerlejligheder det seneste år er steget med over 15 pct.
”Efterspørgslen er meget større end udbuddet. Renterne er lave, formuerne vokser, og flere flytter til byen. Derfor ser vi priserne stige videre, men det er klart, at de høje priser også udgør en risiko, hvis konjunkturerne vender,” siger Søren Kristensen.
På landsplan ventes mere afdæmpede prisstigninger på omkring 4 pct., hvilket styrker privatøkonomien. Men ikke alle boliger er steget i værdi. En analyse viser, at hver fjerde bolig ikke har oplevet prisstigninger de seneste 15 år, og det har øget uligheden mellem både boligejere og lejere – og boligejerne indbyrdes.
Risikoen peger nedad
Det kan både gå bedre og værre, end prognosen viser, men risikoen ligger på nedsiden. Handelsaftalen med USA skaber stadig usikkerhed for virksomhederne, og derfor ventes afdæmpede investeringer. Vi forventer, at Novo forbliver en vigtig økonomisk drivkraft, men i mindre grad end tidligere.
”Trump kan altid finde på at ændre kurs. Og hvis Novo Nordisk nedjusterer yderligere, vil det ramme dansk økonomi hårdt. På den anden side kan forbrugerne stadig overraske positivt, hvis de får lyst til at bruge mere,” siger Søren Kristensen.

































