Spring navigation over

Vi vil gerne kunne give vores børn en tryg og økonomisk god start på voksenlivet. Og når det handler om opsparing og investering til børn, er mulighederne mange – og forskellene kan være svære at gennemskue, særligt på grund af skatten.

Det er vigtigt at vælge den løsning, der passer bedst til jeres økonomi, tidshorisont og barnets situation.

Her får I et overblik over de fire primære muligheder – og hvornår de giver mest mening.

  • Børneopsparing – det oplagte førstevalg
  • Frit depot under barnets frikort – skattemæssigt attraktivt
  • Aktiesparekonto – fleksibel investering
  • Aldersopsparing til børn – langsigtet og lav skat
Børneopsparing – det oplagte førstevalg

De fleste familier starter helt naturligt med børneopsparingen.

Fakta om børneopsparing

•    Maks. indskud: 6.000 kr. om året – i alt op til 72.000 kr.
•    Pengene er bundet, indtil barnet er mellem 14 og 21 år.
•    Alt afkast er 100 % skattefrit.

Børneopsparingen er en enkel og meget fordelagtig løsning. Mange vælger også at investere opsparingen, så pengene får mulighed for at vokse over tid.

I AL Sydbank er omkring 50 % af alle børneopsparinger investeret.

Tip: Indbetaler du tidligt på året, får opsparingen ekstra glæde af renters rente.

Læs mere om Børneopsparing

Frit depot under barnets frikort – skattemæssigt attraktivt

Et frit depot i barnets navn kan være en fleksibel og i nogle tilfælde skattemæssigt attraktiv måde at investere på.

Fakta om frit depot

•    Ingen fast indbetalingsgrænse. Dog skal tages hensyn til eventuelle gavebeløb.
•    Ingen binding – pengene kan hæves efter behov.
•    Afkast kan være skattefrit op til frikortets grænse på 51.600 kr. i 2025.

Løsningen giver mest mening, hvis barnet ikke – eller kun i begrænset omfang – har indtægt fra et fritidsjob.

Har barnet et fritidsjob, bruges frikortet typisk dér, men der kan stadig være plads til skattefrit afkast i depotet, hvis indkomsten ligger under frikortets grænse.

Frit depot og investeringstyper

I skal også være opmærksom på, at et frit depot ikke er lige godt til alle typer investeringer.

Løsningen fungerer bedst, hvis pengene investeres i fx fonde eller obligationer. Her kan jeres barns frikort nemlig bruges til at gøre afkastet helt eller delvist skattefrit.

Vælger I i stedet at købe enkelte aktier bliver afkastet beskattet på en anden måde, og her giver det frie depot som udgangspunkt ikke en skattemæssig fordel. I sådanne tilfælde kan en aktiesparekonto ofte være en mere oplagt løsning.

Kort sagt: Frit depot er godt til nogle typer af investeringer – men ikke alle. Derfor giver det mening at vælge løsning ud fra, hvad pengene skal investeres i.

Kontakt os for at få personlig rådgivning

Aktiesparekonto – fleksibel investering

Aktiesparekontoen kan være relevant, når de primære og mest fordelagtige løsninger er udnyttet.

Fakta om aktiesparekonto

•    Maks. indskud: 166.200 kr. i 2025 (174.200 kr. i 2026).
•    Pengene er ikke låst.
•    Velegnet ved investering i enkeltaktier.
•    Afkast beskattes med 17 %.

Aktiesparekontoen kan være en god og fleksibel investeringsløsning, men her kan barnets frikort ikke bruges.

Læs mere om Aktiesparekonto

Aldersopsparing til børn – langsigtet og lav skat

En aldersopsparing kan være et godt supplement, hvis I har mulighed for at spare mere op og tænker meget langsigtet.

Fakta om aldersopsparing

•    Maks. indskud: 9.900 kr. om året i 2026.
•    Intet samlet indbetalingsloft.
•    Pengene er låst til barnets pensionsalder.
•    Afkast beskattes med 15,3 %.

Den lange tidshorisont kombineret med lav skat giver gode muligheder for vækst – men til gengæld er pengene bundet i mange år.

Læs mere om Aldersopsparing

Hvad skal I prioritere?

Som tommelfingerregel gælder:

  • Børneopsparing bør altid komme først.
  • Frikortsløsningen giver mening, afhængigt af hvad jeres barn tjener.
  • Aktiesparekonto er bedst som supplement, når eventuelle skattefri løsninger eller løsninger med lav skat er udnyttet.

Der findes altså flere gode muligheder – men den helt rigtige løsning afhænger af jeres samlede situation.