Er du blandt de mange boligejere, der skal have ny rente på dit rentetilpasningslån fra juli, så regner vi lige nu med, at din rente bliver i omegnen af 2,7 % til 2,9 %, når vi kommer til sommer. Usikkerheden er dog stor på grund af krigen i Mellemøsten, og de højere oliepriser.
Vi kender ikke renterne, før de bliver fastsat i slutningen af maj på en auktion. Men her er vores forventninger, alt efter om du vil låse renten fast i 1, 3 eller 5 år.
Vores forventninger til renter på rentetilpasningslån, der får ny rente pr. juli 2026
- F1 (1 år): ca. 2,7 %
- F3 (3 år): ca. 2,8 %
- F5 (5 år): ca. 2,9 %
Realkreditrenter ramt af oliechok
De danske renter på realkredit har i lang tid været næsten upåvirket af usikkerheden omkring de amerikanske toldsatser, Ukraine-fredsforhandlinger og store aktieudsving. Men oliekrise i Mellemøsten er en anden ting.
Høje olie- og benzinpriser over en lang periode kan ramme priser på transport, dagligvarer, byggematerialer og andre ting. Det er det samme som højere inflation, og dén bekæmper centralbankerne ved at sætte renterne op.
Usikkerhed eller fast rente
En lang krig i Mellemøsten med uro på oliemarkederne kan betyde, at vores renteforventninger ikke holder, og at renterne bliver højere til maj.
Har du ikke lyst til at leve med denne usikkerhed, bør du overveje et lån med fast rente. Du kan også mod betaling låse din rente på dit rentetilpasningslån fast allerede nu i stedet for at vente til maj.
Her er det altid en god idé at tage en snak med din rådgiver.
Hvad betyder ny rente for dig?
F1-lån
Du har sandsynligvis betalt en rente i omegnen af 2,2 % til 2,3 % det seneste år. Hvis vores forventninger holder stik, får du en lidt højere rente til juli. Men husk usikkerheden er stor.
F3-lån
Gode nyheder til dig, der har betalt en rente på omkring de 3,5 % de sidste 3 år. Her ser det nemlig ud til, at renten falder til omkring 2,8% – hvis vores forventning holder. Det giver lidt luft i økonomien – måske kan du afdrage mere på gæld eller spare op til andre ønsker.
F5-lån
De sidste 5 år har du sandsynligvis haft en rente lige under 0 %. Vi forventer, at den stiger med ca. 2,9 %-point. Det bliver dyrere, så tag en snak med din rådgiver om dine muligheder.
Ændring på lån med renteloft
Er du blandt de boligejere, der skal have nyt renteloft fra juli, skal du være opmærksom på flere ting. I dag har du et lån, hvor renten maksimalt kan stige til 4 %. Din rente bliver fastsat hvert halve år og er pt. 3,23 % frem til 1. juli.
Bliver du i lånet, så får du et nyt renteloft, som gælder de næste 8 år. Lige nu ser det ud til, at loftet bliver fastsat på 5 %, så din sikkerhed bliver dårligere end i dag. Vi forventer, at renten ender på omkring 3,0 % efter juli, men usikkerheden er stor.
Vi anbefaler generelt, at du skifter dit lån med renteloft ud med et andet lån. For eksempel et F3-lån, F5-lån eller et F-kort-lån.
Sikkerheden i dit nuværende lån med renteloft bliver dårligere, og samtidig kan lånet blive dyrt at komme ud af de næste år.
Skal du gøre noget?
Når dit lån får ny rente – højere eller lavere – er det altid en god idé at tage fat i din rådgiver, så I kan få en snak om dine muligheder.
Hvis du vil omlægge dit lån, skal vi have papirerne klar inden 30. april. Kontakt din rådgiver i god tid inden da, eller lad os kontakte dig.


































