Spring navigation over

Svindlere forsøger at finde oplysninger om dig på internettet.

Oplysningerne skal bruges i deres opdigtede historier til at vinde din tillid. Historier, hvis eneste formål er at skræmme, forvirre og stresse dig, så du glemmer din ellers sunde fornuft.

Men før de kan lave en historie og kontakte dig, så skal de finde dine oplysninger. Du kan gøre det sværere for dem.

Hvad leder svindlerne efter?

  • Dit fornavn
    Svindlerne kigger på fornavne. Hvis dit fornavn er et såkaldt "generationsnavn" – dvs. et navn, der ikke er så nutidigt – så kan der være større sandsynlighed for, at svindlerne kontakter dig.
  • Dit telefonnummer
    Svindlerne kan bruge dit telefonnummer til at komme i kontakt med dig via opkald eller sms.
  • Din adresse
    Svindlerne kan bruge din adresse til at danne sig et indtryk af det område, du bor  i. Bor der fx flere ældre i nabolaget, som de kan udsætte for svindel.
  • Dine oplysninger på sociale medier
    Svindlerne søger på dit navn på de sociale medier for at se, om du har skrevet noget, der kan give dem indblik i dit liv. Måske har du vist fotos eller nævnt navne, der bruges til at vinde din tillid.

Gør det svært for svindlerne

Vi har samlet 4 gode råd og 4 gode værktøjer, der kan hjælpe dig.

4 gode råd

Del aldrig koder
  • Ingen bank eller myndighed vil bede dig oplyse dine koder eller dit MitID.
  • Ingen bank eller myndighed vil sende medarbejdere hjem til din bopæl for at hente betalingskort, koder eller andre papirer.
  • Ingen bank eller myndighed vil bede dig overføre penge til en såkaldt "sikker konto" – hverken på telefon, sms eller mail.

Oplever du at blive kontaktet som ovenfor

  • Afslut opkaldet, eller luk døren.
  • Ring selv til banken eller den pågældende myndighed på et telefonnummer, du kender.

    Er du i tvivl om et opkald virkelig er fra banken?

    Ring til os på 70 10 78 79
Få udeladt dit telefonnummer

Mange svindlere bruger nummeroplysningen 118.dk til at finde deres ofre. Tænk på 118.dk som den gamle telefonbog – den ligger bare på internettet.

Sådan ser du, om dit nummer vises offentligt

  • Gå til 118.dk.
  • Skriv dit telefonnummer i feltet "hvem/hvad".
  • Vises dit navn, din adresse og dit telefonnummer, så kan svindlerne også finde det.

    Se, om dit nummer findes på 118.dk

Sådan får du dit nummer fjernet

  • Kontakt din teleudbyder, fx YouSee, TDC, Telenor.
  • Bed dem om at udelade dit nummer fra 118.dk.
Begræns din profil på de sociale medier

Hvad er en offentlig profil?

At have en offentlig profil betyder, at alle kan se, hvad du skriver og viser. Og de kan også se navnene på dem, du er venner med (fx vennelisten på Facebook).

Du kan sammenligne det med, at du går ned på busstationen og hænger dine fotos og kontaktoplysninger op, så forbipasserende kan se dem.

Hvad er en profil, der er begrænset?

Du vil selvfølgelig aldrig hænge dine fotos og oplysninger til offentligt skue i virkeligheden. Og det må du heller ikke gøre på internettet.

Derfor skal du begrænse adgangen til din profil.

Når du begrænser din profil, er det dig, der bestemmer, hvem du vil vise dine fotos og kontaktoplysninger til.

Lav et familiekodeord

Næste gang du får besøg af familien, så sæt jer ned, og lav et familiekodeord.

Et kodeord, som kun I kender, og som I ikke må dele med andre.

  • Hvis nogen kontakter dig og udgiver sig for at være din familie (eller måske en nær ven af din familie), og hvis vedkommende vil have dig til at gøre noget, fx overføre penge, så insister på, at de fortæller dig familiekodeordet.
  • Hvis de ikke kan jeres familiekodeord, så er de ikke dem, de udgiver sig for at være.
  • Afbryd opkaldet. Slet beskeden.

4 gode værktøjer

Mit digitale selvforsvar

Mit digitale selvforsvar er en app, som du kan hente til din telefon. Den er udviklet af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.

Appen fortæller bl.a. om fupmails i omløb og falske konkurrencer. Den fortæller også, hvad du skal gøre, hvis du kommer til at klikke og reagere på sådanne mails og konkurrencer.

Appen kan hentes dér, hvor du normalt henter apps, dvs. i App Store eller på Google Play.

Robinsonlisten på borger.dk

Når du tilmelder dig Robinsonlisten på borger.dk, bliver du beskyttet mod direkte reklamer med dit navn på, og telefonsælgere må ikke ringe til dig.

tilmeld dig Robinsonlisten

Hvis du ikke er så glad for borger.dk, kan du få hjælp i kommunens borgerservice (husk at bestille tid).

Sikkerklikker.dk fra Sydbank

Spot en svindler!

Sikkerklikker er en quiz, der er lavet af Sydbank. Brug den til at teste din viden om digitale svindelmetoder.

Tag quizzen sammen med familien eller dine venner.

Måske har I styr på det hele, eller måske bliver det en øjenåbner? Uanset, så er det altid godt at få genopfrisket hukommelsen.

Prøv Sikkerklikker.dk

Sikker Shopping

Sikker Shopping er et værktøj, der advarer dig, når du er ved at besøge en falsk butik på internettet.

Dette kan hjælpe dig med at undgå usikre sider, hvor svindlere kan få adgang til dine personlige oplysninger.

Sikker Shopping kan hentes til både computer og telefoner dér, hvor du normalt henter apps.

Læs mere på sikkershopping.dk