Novo Nordisk meddelte sent i aftes, at de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har godkendt Wegovy pill (én/daglig oral semaglutid 25 mg) – eller Wegovy-pillen til behandling af fedme, samtidig med at Wegovy-pillen er indikeret til at reducere risikoen for hjerte-kar-tilfælde.
Novo Nordisk meddeler desuden, at Wegovy-pillens starter-dose på 1,5 mg vil være tilgængelig på apoteker og udvalgte telehealth-udbydere på det amerikanske marked allerede i starte af januar til 149 USD pr. måned.
Vi ser særdeles positivt på godkendelsen af Wegovy-pillen, som samtidig markerer den første godkendelse af en GLP-1 pille til behandling af fedme. Dermed bliver der tilføjet endnu en dimension til det voksende fedmemarked. Vi ser godkendelsen og lanceringen af Wegovy-pillen som et vigtigt led i konkurrencen med Eli Lilly på markedet for fedmebehandling. Wegovy-pillen har i studier vist en vægttabsreducerende effekt på 16,6%, hvilket er på linje med injicerbar Wegovy. Vi minder investorerne om, at Eli Lillys orforglipron (én/daglig pille) i studier har vist et vægttab på 12,4%. Dermed ligner det, at Novo Nordiske vægttabsmæssigt står med den bedste pille af de to selskaber (selvom man skal være varsom med at sammenligne midler på tværs af studier). Hertil kommer, at orforglipron på trods af hurtigere behandlingstid hos FDA efter vores vurdering først vil være på markedet i 2. kvartal 2026. Det giver Novo Nordisk et mindre forspring på det amerikanske marked.
Brugere skal faste i 30 minutter i forbindelse med indtagelsen af Wegovy-pillen. Til sammenligning skal man som bruger ikke faste i forbindelse med indtagelsen Eli Lillys orforglipron-pille. Det gør sammen med Eli Lillys melding om øget skalérbarhed orforglipron i mange investorers øjne til et bedre produkt end Wegovy-pillen. Vi mener, at faste-problematikken for Wegovy-pillen er overdrevet. Til gengæld hæfter vi os ved, at specielt det amerikanske fedmebehandlings-marked har udviklet sig til at være enormt forbruger-drevet, og i den forbindelse er det vores indtryk at en del historien om udviklingen på fedmemarkedet – og det der sammen med stærk salgsmæssig eksekvering har givet Eli Lilly medvind med med fedmemidlet Zepbound – er at amerikanerne øjensynligt og helt generelt (for nuværende) hellere vil have muligheden for det største vægttab, end de vil have effekten på fedme-relaterede sygdomme, som hidtil har været omdrejningspunktet for Novo Nordisks positionering af Wegovy. Det er nu op til Novo Nordisk at få positioneret Wegovy-pillen på det amerikanske marked som den pille, der giver amerikanerne mulighed for at opnå det højeste vægttab.
Vi ser et stort potentiale for Wegovy-pillen og beregner et globalt topsalgspotentiale (årligt salg når salget topper) på godt 24 mia. kr. Samtidig vil lanceringen af Wegovy-pillen (og potentielt Wegovy 7,2 mg ugentlig injektion) være midler, der vækstmæssigt skal kompensere for en række modvinde for Novo Nordisk i 2026 – herunder bl.a. lavere priser på GLP-1 – der umiddelbart indikerer omsætnings- og indtjeningstilbagegang i det kommende år. Selvom godkendelsen af Wegovy-pillen i høj grad var ventet, forventer vi en positiv kursreaktion i kølvandet på godkendelsen.
Vi fastholder købs-anbefalingen på Novo Nordisk.







