Spring navigation over

DSV leverer et stabilt regnskab i et svært marked og viser stærke takter i integrationen af Schenker. Vi fastholder vores købsanbefaling.

Selvom handelskrigen skaber usikkerhed, mener vi, at markedet undervurderer det langsigtede potentiale fra opkøbet af Schenker.
DSV har netop præsenteret sit regnskab for 3. kvartal, og det viser, at selskabet trods modvind i markedet holder fast i en solid drift.

Indtjeningen før særlige poster lander på 5,4 mia. kr., hvilket er en smule højere end både vores og markedets forventninger. Det skyldes især lavere afskrivninger, stram styring af omkostninger og hurtigere opnåede synergier fra Schenker.

Indtjeningen i divisionen ’Air & Sea’ er påvirket negativt af handelskrigen og skuffer lidt i forhold til forventningerne. Til gengæld klarer både ’Road’ og ’Solutions’ sig bedre end ventet. Især vejtransport overrasker positivt, selv om markedet er præget af lavere aktivitet og prispres. Det vidner om en robust forretning og et stærkt afsæt for de kommende kvartaler.

En af de vigtigste nyheder i regnskabet er, at integrationen af Schenker går hurtigere end planlagt. DSV forventer nu at være 30 % færdig med integrationen i 2025 – mod tidligere 15 %. Samtidig hæves forventningerne til synergierne, som nu ventes at bidrage med 800 mio. kr. allerede i 2025. Det sender et klart signal om, at integrationen er godt forberedt og forløber effektivt.

DSV holder godt fast i de kunder, der fulgte med fra Schenker. Det er afgørende for, at synergierne kan realiseres, og det styrker tilliden til ledelsens evne til at levere på de langsigtede mål. DSV fastholder ambitionen om 9 mia. kr. i synergier frem mod 2028 – og vi vurderer, at det kan blive endnu højere, hvis integrationen fortsætter i samme tempo.

På trods af usikkerhed fra toldstriden mellem USA og Kina, er DSV kun i begrænset omfang direkte eksponeret mod de berørte handelsruter. Samtidig kan selskabet drage fordel af øget kompleksitet i forsyningskæderne, som ofte skaber ekstra indtjening for logistikvirksomheder.

Vi fastholder derfor vores købsanbefaling på DSV. Vi ser et stærkt selskab, der trods markedsuro holder kursen og har gode muligheder for at løfte indtjeningen markant over de kommende år.

Vil du læse hele analysen - klik her.