Spring navigation over

Hen over sommeren har der været masser af finansnyheder, men effekten på de danske realkreditrenter har været begrænset.

Rentemødet i Den Europæiske Centralbank (ECB) gav en lille rentestigning på F3- og F5-lån, fordi centralbankchef Christine Lagarde mindskede investorernes tro på kommende rentenedsættelser.

Vi forventer dog stadig, at ECB kan sænke renten op til to gange det næste år – især hvis højere amerikanske toldsatser bremser væksten i eurozonen. I USA er der også udsigt til rentenedsættelser, hvilket kan gøre det lettere for ECB at følge efter.

Trods udsigten til rentenedsættelser peger de 30-årige realkreditrenter lidt op, da der skal sælges mange obligationer i Europa for skaffe at penge til oprustningen. 

Flere vælger variabel rente

Forskellen mellem den 30-årige faste rente og de variable renter er vokset. Det gør de variable lån – især F3 og F5 – mere attraktive. Her får du en rente på ca. 2,2-2,5% og en vis sikkerhed i en årrække.

Ved seneste opsigelsesrunde valgte ca. 10% af boligejerne med 5%-lån at omlægge til lavere rente – for fjerde gang i træk. De fleste skiftede til F3, F5 eller F-Kort.

Ny rente eller nyt lån?

I løbet af efteråret skal mange boligejere med F3- og F5-lån beslutte, om de vil blive i deres lån og få ny rente fra 1. januar – eller skifte til et andet lån. Fristen for at vælge er ved udgangen af oktober.

  • F5-lånene går fra ca. -0,1% til forventet 2,5%, så der er udsigt til en stor rentestigning. I sådan en situation ser vi ofte, at flere vælger kortere rentebinding eller omlægger til mere afdragsfrihed og/eller længere løbetid.
  • F3-lånene går fra ca. 3,3% til forventet 2,15%, så der er mulighed for en betydelig besparelse. Har du fx et 27-årigt lån på 1 mio. kr. med afdrag, kan du spare over 300 kr. om måneden efter skat, hvis renten lander, som vi forventer.