Når danskerne får penge tilbage i skat, så vil halvdelen af os sætte beløbet ind på opsparingskontoen til uforudsete udgifter. Det viste en måling, som YouGov gennemførte for Sydbank, da skattepengene sidst blev udbetalt.
Den 25. april overfører Skat restskatten til danskernes NemKonto. Og det giver glæde hos mange. De senere år har den gennemsnitlige dansker nemlig fået omkring 6.500 kroner tilbage. Sydbank har derfor undersøgt, hvad vi egentlig bruger skattekronerne på, når de kommer ind på kontoen.
Konklusionen er klar: Opsparing trumfer alle andre formål.
45 pct. af danskerne ville sætte skattekronerne ind på kontoen til uforudsete udgifter. Ser man på tallene i forhold til indkomst, fordeler det sig dog lidt anderledes. Har man en husstandsindkomst på under 300.000 kr. brutto/år, er det kun 38 pct., der vil øremærke pengene til det formål. Her vil en væsentlig del i stedet indgå i hverdagsforbruget.
Ferie ligger på en andenplads
For hver 4. med en mellem- eller højindkomst vil pengene næst efter opsparing til uforudsete udgifter blive sat til side til ferie og rejser.
Zoomer vi ind på kvinder og mænd, ligger rejser på kvindernes andenplads, mens de ligger på mændenes tredjeplads. Mænd vil hellere bruge lidt flere penge på at forkæle hverdagen med pengene.
Hvis man har betalt for lidt i skat…
Sydbanks måling viste også, hvordan danskerne vil håndtere en restskat – altså det forhold, at de har betalt for lidt i skat i 2024.
Et overvældende flertal på 2 ud af 3 ville hurtigst muligt af med restskatten ved at indbetale den, når de selv har tilføjet de fradrag, som Skattestyrelsen ikke kender, fx kørselsfradraget. Kun 1 ud af 4 afventede, at pengene enten opkræves eller overføres til næste skatteår.
Det giver god mening at få restskatten ud af verden i en fart. Det er nemlig dyrt at skylde Skattestyrelsen penge. Det koster renter, som man ikke kan trække fra i skat.
I 2025 er renten for restskat 5,3 % for betalinger foretaget mellem 1. januar og 1. juli. Efter den 1. juli 2025 vil der blive pålagt et fast procenttillæg på 7,3 %.
Får man penge tilbage i skat, bliver man til gengæld ikke forgyldt, når det kommer til renteindtægter. Ved udbetaling af overskydende skat for indkomståret 2024 er der et rentetillæg på beskedne 0,6 %.
